Fremtidens skybrudsvand løber under jorden
Som led i hovedstadens klimasikring anlægger HOFOR og Frederiksberg Forsyning en 1,3 km lang tunnel, der skal lede skybrudsvand væk fra Frederiksberg og Vesterbro - og ud i havnen.
Tunnelen er designet til at kunne klare en pludselig regnmængde, der er så kraftig, at den statistisk set kun vil forekomme en gang hvert 100. år.
Skybrudstunnellen etableres 20 meter nede i jorden på strækningen fra Gl. Kongevej til Kalvebod Brygge. Anlægsarbejdet kræver etablering af tre byggepladser: en ved Vodroffsvej/Gl. Kongevej, en ved Halmtorvet og en ved Kalvebod Brygge. Trafikken bliver midlertidigt omlagt i de berørte områder, da det er en stor logistik-opgave at transportere materialer og jord til og fra byggepladserne.
Cubic bistår projektteamet med input til Plan for Sikkerhed og Sundhed samt sikrer overholdelse af love, normer og procedurer ift. projektets arbejdsmiljøindsats, herunder risikovurderinger. Cubic sikrer desuden ensartet og systematisk tilsyn samt løbende opfølgning under udførelse.
Arbejdet med at bore tunnelen forventes afsluttet i slutningen af 2026.
Funktion Arbejdsmiljøledelse og tilsyn i udførelsesfasen
Kunde NCC Danmark
Entrepriseform Hovedentreprise
Projektperiode 2022-2026